SOMMERLAND OG BÆRSYMFONI

smoothie med jordbær og mynte

cykeltur

Barnet og jeg er i sommerhus pt. For anden gang. Det giver bare (ekstra) god mening at være tæt på vandet denne sommer. Og i dag prøvede vi noget nyt. To nye ting faktisk. At cykle – på hver sin cykel – sammen til stranden. Føler mig overbevist om, at der er andre forældre derude, der kan genkende den der fyldt-op-af-stolthed-følelse, når ens barn pludselig kan noget nyt. Som fx at cykle længere strækninger på egen cykel. Fuck det er fedt. Og angstprovokerende. Bilister, i holder fandme bare tungen lige i munden derude og slapper af med speederfoden, okay?!

Som en lille markering af, at Benny pludselig cykler selv, insisterede mormor på at give is in absentia. Samtidig havde hun anbefalet smoothies på Jordbærcaféen ikke alt for langt fra vores (jeg mener selvfølgelig deres!) sommerhus. Jordbærcaféen sælger en række produkter baseret på bær fra Rokkedyssegård, som ligger ikke langt fra, hvor Benny går i Naturbørnehave. Jeg besluttede derfor at forene de to input, og vi satte kursen over mark (vi kaldte den bare junglen) og grusstier for at besøge Jordbærcaféen.

Rokkedyssehygge

Selvom det var blevet godt hen af eftermiddagen, kan man jo godt blive lidt svedt af sådan at være ude på de vilde, nye cykelvover, så da vi var fremme besluttede vi os for at prøve lidt af det hele. En jordbær-hindbær-saft fra køledisken, et bæger med jordbær- og brombærsorbet og en jordbærsmoothie med mynte. Mindre kunne ikke gøre det!

Særligt isene var altså nogle af de bedste sorbeter jeg har været i nærheden af længe. Okay, jeg er faktisk ikke den store sorbetfan, så det er måske en forkert måde at formulere det på. Men jeg kan seriøst ikke huske, hvornår jeg har fået en sorbet, der var så cremet og lækker. Også saften trak point hjem. I begge sager var der bare sommer i smagen. Sødt og fruity! Smoothien var klart det svageste led i serveringen. Den var slet ikke så bærpotent som de andre venner på bordet, og mynten var også svær at lokalisere. Faktisk syntes jeg, at den havde en lidt bitter bismag. Måske fra en banan, der ikke var on point? Nåh men ned røg den og værre var den altså heller ikke. Mine forældre havde fået en smoothie med jordbær, hindbær og skyr, og den havde været super!…

Jeg vil i hvert fald helt klart anbefale, at man stikker snuden forbi, hvis man er bare remotely i nærheden (alternativt er det Hansen is’ to isboder inde i Hornbæk, man skal gå efter, hvis man er heroppe af). Udover is, smoothies, kaffe, saft m.m. kan man også købe alskens Rokkedyssegård-produkter som saft, sirup og marmelade. Det ser ud til at Jordbærcafeen er åben til og med August.

Åbningstider

RABARBER-(RESTE)-ISPINDE

Rabarberispind

Håber I alle nyder sommeren! Jeg nægter at brokke mig over den massive varme, vi har haft de seneste (mange) uger,  og har udnyttet den stabile varme til at være ved vandet så meget som muligt, maxe ud i kolonihaven og spise alle de is, jeg har kunnet komme til. Både de sunde hjemmelavede, de næsten vulgære gammeldaws med det hele, osv. osv.

Men de her fortjener altså deres eget lille indlæg. For nogle år siden lavede jeg en ret fantastisk rabarbersuppe, hvor der virkelig er smæk på smagen. Den gentog jeg i år med rabarber fra haven, men overvurderede nok hvor meget suppe, vi kunne konsumere. Derfor var der en del rester, som vi ikke kunne nå at spise.

De blev simpelthen hældt i ispindeforme, og det resulterede i nogle yderst delikate og smagsintense ispinde til fryseren. Både suppe og ovenstående is kan klart anbefales, hvis sommerheden holder ved. Og egentlig også ved en anelse lavere grader, tænker jeg 🙂

WANNABE-HYLDEBLOMSTSAFT FOR DE SÆSONSTRESSEDE

Det sidste stykke tid har mine cykelture rundt i Kbh og omegn (rigtigt meget cykleri til/fra kolonihaven blandt andet) været præget af modstridende følelser. Først rammer den liflige duft af hyldeblomst mine næsebor og sender mig ind i et parallelunivers af sommerminder, soldage og sødme. Straks herefter bliver jeg ramt af det, jeg kalder sæsonstress. Den stress der relaterer sig til, at det er NU, der er hydeblomster, NU der skal plukkes jordbær, NU brombærrene er modne og FUCK jeg nåede ikke ramsløgene eller de næstenmodne hasselnødder.

Igen i år har det været svært at få dedikeret tid og køleskabsplads til hyldeblomstplukning en tidlig morgen og store gryder, der skal stå og trække i flere dage. Så den eneste hjemmelavede hyldeblomstsaft, jeg har fået, var til sommerfest i børnehaven, hvor ungerne havde samlet hyld i naturbørnehaven og lavet saft til festen (jeg elsker den børnehave!).

I weekenden var vi så i kololand og søndag morgen, da vi fulgtes med vores nabo ned fra fællespladsen (og ditto toiletter :-)), stødte vi på nogle hyldeskærme, Benny og jeg havde studeret dagen før. Nabo Laila fortalte, at man kunne lave hyldeblomst-the, hvilket var nyt for mig, og vi plukkede en stor håndfuld skærme for lige at teste det af.

Tilbage i kolo’en bryggede vi hyldeblomstthe til morgenmaden ved at plukke de tykkeste stængler af skærmene og overhælde dem med kogende vand i en thekande. Den duftede fantastisk af hyld, men smagte “bare af the”, som den fire-tre-kvart-årige konstaterede. Jeg tænkte, at sødmen og citronen jo er noget af det, der giver den klassiske hyldesmag i den traditionelle saft – og besluttede derfor at lave et lille eksperiment:

Jeg siede theen, blandede ahornsirup (det var det sødemiddel, der var) og noget citronsaft i, hvorefter jeg satte det på køl. Et par timer senere tog jeg den nu afkølede the frem, smagte til med yderligere citronsaft og ahornsirup – og yes. En slags hyldeblomstsaft! Ikke den ægte vare, men det smagte ret så skønt og mildt og sommerligt. Den skal ikke fortyndes og kan helt sikkert ikke holde sig overvældende lang tid, men til gengæld var det så urimeligt nemt, at du ikke har brug for anden opskrift, end hvad jeg lige har skrevet ovenfor.

Du kan sikkert bruge sukker i stedet for ahornsirup, hvis du tilsætter sukkeret, mens theen er varm. Men det gode ved ahornsiruppen er, at den opløses lige så fint i den kolde saft og dermed er god til den sidste tilsmagning.

 

 

ISPRODUKTION

ispind

Hollld nu kaje, hvor går tiden alt for stærkt! Jeg tror at jeg lavede disse is for 4-3 uger siden, og følte mig dydig og god, og planlagt madblogger-agtig, sådan at foregribe naturens gang og nå at poste isopskrift før det sådan for alvor blev varmt. Oh well.

Heldigvis ser vejret ud til at fortsætte, så det går vist helt fint med den opskrift nu også! Jeg er totalt på den anden ende af begejstring over det vejr, vi har os pt. Jeg fornemmer, at en stor del af Danmark er med mig på den bølge, men hvor gør vejret altså bare meget bedre og lettere. Skeptisk/realistisk som jeg er, så er jeg ret obs på det vejr, vi har nu, kan blive erstattet af middelmådig regnfuldhed og andre kedelige danske sommertendenser. Derfor har jeg indført, hvad der går under begrebet sommer-yolo, som dækker over, at sommeren er NU, vi ved ikke hvor længe det holder, så det er frem med bare stænger, ud at bade i havet, spise ude, spise nemt, skride på legeplads og bare ud ud ud alt hvad man kan. Og så is selvfølgelig. Og for at det ikke skal stikke helt af for hverken mig eller den 4,5-årige, så holder jeg fast i min gode “vane” med at skrue op for hjemmeisproduktionen. Der bliver også plads til både vaffelis og astronaut-ditto, men det er dejligt at have nogen i fryseren, som er betydeligt sundere end de andre, og som man sådan set kan spise morgen-middag-aften med god samvittighed. Der er endda grøntsager i. Ikke at man kan smage det, men så kan man jo sidde og gnække lidt i skægget over, at man sidder og slubrer blomkål i sig, som blev man betalt for det.

 

Andre gode sunde is, kan findes her på domænet: 

Jordbær-hindbær-is med rød peberfrugt

Mango-lassi-ispinde

Yoghurt-marmelade-ispinde

Choko-peanut-ispinde og blåbær-ispinde

 

isproduktion01

isproduktion02

isproduktion03

isproduktion04

Til cirka 10 ispinde (afhængigt af størrelsen på dine forme) skal du bruge: 

  • 2 mangoer
  • 2 bananer (de skal være godt modne, men husk: jo brunere, jo sødere/desto mere smager man bananen)
  • Et par håndfulde frosne (blancherede) blomkålsbuketter – de er blancherede, hvis du køber på frost.
  • 1 dl yoghurt
  • Saften fra en halv lime
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • En god sjat ahornsirup

Sådan gør du: 

  • Fjern skræl fra mangoer og skær kødet af stenen
  • Fjern skræl fra banan og bræk in mindre stykker
  • Kom ovenstående samt resterende ingredienser i en blender og blend, blend, blend!
  • Smag på smoothiemassen og juster med limesaft og ahornsirup
  • Hæld på forme, sæt pinde i, frys og vent!

isproduktion07

HUSHOLDNING OG SPAREMODE: INDKØB

img_3630

Som jeg skrev tidligere, så er jeg gået på nedsat tid på mit arbejde her i det nye år. Nedsat tid betyder (desværre) også nedsat løn – og selvom jeg er heldig at have en forholdsvis lav husleje, så kan det altså godt mærkes at gå fra 37 til 30 timer.

Oveni min lønnedgang viste mit badeværelse sig pludselig utæt. Min underbo rapporterede om ufrivillig badningsmulighed på hendes badeværelse, hver gang jeg gik i bad og desværre skulle både en del af væggen og gulvet brydes op og bygges på ny. Til sidst konkluderede jeg, at der nok var bedst ræson i at skifte hele mit 1,1 m2 store badeværelse ud i stedet for at lave mærkelige, halve løsninger.

Det har både været sjovt og en anelse nervepirrende at følge med i, men resultatet er blevet så godt! Men det har selvfølgelig gjort et effektivt indhug i min økonomi. Derfor har jeg over det sidste stykke tid af ovenstående årsager gået og tænkt lidt over, hvordan jeg kan bruge lidt færre penge til hverdag, så der stadig kan blive plads til noget af alt det sjove.

Heldigvis er der en del inspiration at finde på nettet. Særligt synes jeg, at der begynder at komme lidt mere fokus på vores ellers endeløse forbrug og det at leve lidt mere simpelt og bevidst – altså tage sine vaner og præferencer op til overvejelse og se på, om det egentlig giver mening for én, som det er nu.

Jeg har langt fra fundet de vises sten og der er stadig mange vaner, der med fordel kunne tages op til revision, men jeg tillader mig alligevel at dele lidt af de ting, der indtil videre fungerer for mig. Og når jeg siger, hvad der fungerer for mig, så er det fordi, at jeg tror at det er meget personligt, hvilke vaner vi hver især har, og dermed også forskelligt, hvor vi kan sætte ind. Byd endelig ind med jeres tips, hvis I har fundet noget, der fungerer for jer!

Vi lægger ud med indkøb, og så vender jeg tilbage med noget mere madspilds-agtigt en anden dag. 

Først og fremmest forsøger jeg at styre min købetrang og efterkrigs-fouragerings-tendenser, når jeg er ude at købe ind. Jeg må indrømme at jeg lider af noget seriøs forsyningsangst, og vil allerhelst have alt det, jeg potentielt set kunne komme til at mangle inden for rækkevide.

Planlægning. Før i tiden gik jeg ofte bare ind i supermarkedet og begyndte at fylde i kurven efter, hvad jeg havde lyst til og hvad der kunne være dejligt at have derhjemme. Men det er knap så smart at have huset fuld af frugt, hvis Benny er hos sin far, og jeg stort set heller ikke er hjemme. Derfor prøver jeg i stedet at danne mig et overblik over de kommende par dage: Hvor mange dage ville det være smart at købe ind til, Hvor mange måltider skal jeg lave? Er Benny hjemme osv.? Og så køber jeg ind til det. Altså meget specifikt til de måltider.

(Jeg køber ikke ind til en hel uge ad gangen, hvilket jeg ellers har indtryk af, at der er en del, der gør – aka dem der laver madplan. Men det er for lang tid for mig og for uforudsigeligt, hvordan alle dagene ser ud. Hvis jeg købte ind til alle dage, ville jeg helt sikkert ende med en del mad, der ikke blev spist, enten i form af rester eller mad, jeg ikke når at tilberede)

Tilbudsvarer og lager. Derudover forsøger jeg at købe lidt til lager, når der er tilbud på de ting, jeg VED jeg får brugt. Kokosmælk, dåsetomat, pasta, broccoli og spinat på frost og den slags. Jeg skriver ned, når jeg mangler noget/er ved at være i bund derhjemme og har en liste liggende på min telefon, som jeg kan hive frem, når jeg står i supermarkedet.

Rabatdage. Jeg køber så meget økologisk, som jeg kan. Derfor er jeg selvsagt ret pjattet med, at flere butikker er begyndt at have dage, hvor de har rabat på stort set alle økologiske varer. I mit nabolag har Føtex Food 20% rabat på økovarer tirsdag og torsdag, mens SuperBrugsen på Nørrebrogade (som jeg elsker af mange grunde) og nu også den på Finsensvej har 15% på økovarer mandag og torsdag. Så hvis det lige passer, og jeg har mulighed for at lægge vejen forbi, så benytter jeg mig af den mulighed. I Føtex sparer man mere, men min oplevelse er, at de ikke har lige så stort udvalg som SuperBrugsen har. Så det skifter lidt, hvor jeg ender. Og hvis jeg ved, at jeg er ved at være i bund på fx ahornsirup eller vanillepulver, så stocker jeg op på de dage – eller venter til, at jeg kan købe med rabat.

Jeg kunne helt sikkert spare mere ved at rode tilbudsaviser igennem og lave lister og benytte mig meget mere af discountsupermarkeder. Men jeg har hverken tid eller lyst til at være decideret tilbudsjæger, og en del discountbutikker suger simpelthen livsglæden ud af mig med deres udvalg (eller mangel på samme), deres mange supertarvelige produkter, deres rod osv osv. Det handler nok meget om både den enkelte kæde og den enkelte butik – og om ens eget sindelag og økonomiske situation. Hvis jeg var seriøst på skideren, ville jeg selvfølgelig kunne blive nødt til at købe så billigt som muligt!

Mindre kød. Jeg øver mig i at få nogle flere kødfrie, børnerare retter på rygraden. Altså dem, der bare ligger lige der omme i baghovedet og automatisk popper op, når jeg står nede i supermarkedet. Der er altså noget at spare, når kød ikke er omdrejningspunktet.

Frugt og grønt på frost. Før havde jeg et ret anstrengt forhold til særligt grønt på frost. Jeg associerede det med de der blandinger af vaflede gulerødder, blomkål og bønner eller hvad det nu var. Men nu bruger jeg det flittigt selv. Jeg har altid spinat og broccoli i fryseren til en af vores favoritretter, som er noget ala denne, til greenies m.m. Blomkål har jeg også gerne liggende til blomkålssuppe eller til at smide i smoothies (det kan ikke smages og cremer faktisk ret godt). Ved at have ovenstående grønt i fryseren og pasta i skuffen eller boller i fryseren kan jeg altid lave et ok aftensmåltid uden at forlade hjemmet. Det er sgu fedt. Derudover har jeg altid blåbær og hindbær, som vi rører i morgengrøden eller laver smoothies på. Superlækkert og det er dejligt lige at kunne spiffe morgenmaden lidt op. Det fede ved frost er (muligvis helt unødvendigt at sige) at man kan stocke op, når der er tilbud, fordi det kan holde sig, og at man kan forlænge sæsonen. Mht blomkål i smoothies er det også meget nemmere at købe det frossent, da det så allerede er blancheret og dermed bliver lækkert cremet.

Madspildsvarer. Jeg tjekker altid lige kølemontren for madspildstilbud. Særligt kød, som jeg så enten tilbereder asap eller fryser ned med det samme. For ikke længe siden faldt jeg over et par Meyers måltidsportioner for 15 kr./stk. Der blev i hvert fald til 4 portioner ud af de to (med lidt pasta eller ris). Udmærket!

Poser. Jeg forsøger så vidt muligt at lade være med at købe plastikposer. Enten har jeg en rygsæk med, et stofnet eller en gammel plastikpose. Læste I også, at man skulle bruge sin mulepose af øko-bomuld 20.000 gange, før den var et bedre valg end en (ny) plastikpose? Jeg gjorde. Bagefter læste jeg så, at forskeren bag indrømmede, at pressemeddelelsen var vinklet lige lovligt kækt. Og herefter læste jeg denne kritik af selve undersøgelsen. Desværre var den “nyhed” knapt så stort slået op i medierne. Så vær sød at dele den viden. At sende en pressemeddelelse ud, som nærmest giver carte blanche til konsekvent at købe nye plastikposer, som så er baseret på noget gammel forskning og herefter vinklet meget meget skarpt, synes jeg simpelthen er så frækt.

Min største udfordring. Slik. Udover den generelle forsyningstrang, så er slik min store fristelse. Jeg kan gå og være nok så dydig med mine indkøb, lige indtil jeg når til slikket og så falder for et eller anden 2 for 35 tilbud. Så overbeviser jeg mig selv om, at jeg jo bare kan have det her slik i riiigtigt lang tid. Og det passer så aldrig. Overvejer at forsøge mig med appen Spenderlog for at få nogle tal på, hvad jeg faktisk bruger på forskellige varegrupper, herunder slik.

Det var vist det for nu. Det blev da også en ordentlig smøre! Kom gerne med tips eller links til gode artikler eller lignende, hvis I ligger inde med den slags 🙂